Sådan laver du din egen podcast!


Sådan laver du din egen podcast!

Det er, som om der bare ingen grænser er for, hvad AI kan og kommer til at kunne - jeg bliver i hvert fald til stadighed imponeret.

Der findes meget overflødigt AI derude, men med Google NotebookLM får man et nyt AI produkt som er rigtig fornuftigt og med masser af anvendelsesmuligheder. Med Google Notebook LM kan du uploade lange, komplekse dokumenter, noter eller hele bøger og derefter interagere med dem på forskellig vis. Du kan fx. få NotebookLM til at lave summaries, lave en FAQ eller stille spørgsmål ind i dokumenterne og uddrage essensen. 

Det mest imponerende og mildest talt "mindblowing" er dog funktionen hvor man kan generere en vellydende podcast hvor 2 værter diskuterer og disekerer indholdet  – og det lyder fuldstændig realistisk!

I det første eksempel herunder har jeg brugt en børnebog som jeg skrev for nogle år siden. Den fylder ca. 80 sider, og selvom NotebookLM indtil videre kun kan lave podcasts på engelsk, så er der tilsyneladende ingen problemer med at læse og forstå mine danske tekster. Historierne er små skøre godnathistorier med en stor portion ironi, men de AI-genererede "podcastværter" forstår og fanger både ironien og sarkasmen og diskuterer livligt de enkelte historier præcist i den ånd de er skrevet. Jeg har intet gjort ud over at uploade bogen på https://notebooklm.google/ og derefter klikket på "generér dybdegående samtale". Efter få minuters tænketid kan man lytte til eller downloade en ca. 10 min lang podcast - det er virkelig imponerende! Hør den herunder:

Så hvorfor er det her relevant AI-teknologi? Podcasts har den fordel, at de kan gøre et emne mere tilgængeligt. Det er simpelthen mere interessant – og dermed mere lærerigt – at høre et emne blive diskuteret, vendt og drejet, i stedet for at sætte sig ned og læse en bog eller en rapport og selv skulle uddrage essensen. Forestil dig, hvordan en virksomheds strategi, kundeanalyser eller sågar årsrapporten, kan gøres spændende og interessant ved at omdanne indholdet til podcasts. Eller  undervisningsmaterialer, anmeldelser, politiske analyser eller skrevne nyheder. Podcasts har oplevet et regulært boom i interesse, og det vurderes at der inden udgangen af 2024 vil være mere end 500 millioner mennesker der jævnligt lytter til podcasts. Det er en måde at konsumere både fiktion, nyheder og undervisningsmateriale, som er blevet enorm populært fordi indholdet bliver let forståeligt og tilgængeligt når som helst og hvor som helst.

I det næste eksempel herunder har jeg uploadet en artikel jeg skrev omkring udviklingen indenfor HR gennem de sidste 20-25 år. For de fleste er den nok en anelse lang, kedelig og indforstået 😉 men omdannet til en podcast på 9 minutter, bliver den lige pludselig meget lettere tilgængelig og mere interessant for et bredere publikum - og om ikke andet behøver man ikke sidde ved en skærm og læse den ord for ord, man kan "høre" artiklen i toget, i bilen eller i træningscentret.

I denne første version af NotebookLM kan man ikke vælge andre sprog eller andre værter, men det vil helt sikkert komme. Man vil givet vis også kunne skrue lidt op eller ned for seriøsiteten omkring materialet - skal det eksempelvis være en struktureret og professionel podcast om et svært emne eller skal det være en let og humoristisk tilgang. Og endelig er der selvfølgelig et element af korrekthed som er væsentligt. Teknologien bliver nødt til at være tro mod materialet så man som lytter kan stole på at podcasten gengiver indholdet korrekt og tekstnært.