Det har aldrig været nemmere at lave sin egen video-avatar! Hvor det før krævede et større studiesetup med lyssætning, baggrund og videoredigering, så kan du nu gøre det med kameraet og mikrofonen på din laptop og et fornuftigt oplyst lokale.
Og som med al anden AI går udviklingen ufatteligt stærkt, så kvaliteten er forbløffende og kender man ikke personen i billedet, er det ret svært at se og høre forskel på avatar og virkelighed. Dansk er dog et af de svære sprog, og nok ikke lige så højt prioriteret som engelsk, tysk, fransk mv., og du vil derfor opleve, at tonering og dialekt ikke er helt optimal. Til gengæld er mimik og læbesynkronisering blevet virkelig god og du behøver ikke længere en ensfarvet baggrund. I eksemplet herunder har jeg bevidst valgt en ret kompliceret baggrund med farver og mønstre, men det ser ikke ud til at forringe kvaliteten af avataren.
Der er lige nu to AI-virksomheder som dominerer markedet for video-avatars. Det er amerikanske HeyGen og - hold nu fast - DANSKE Synthesia! Godt nok nu etableret i England, men startet af blandt andet de to unge danske drenge, Victor og Steffen. Det er da vildt!
Hvor HeyGen kom bedst ud af startboksen, har Synthesia nu overtaget førertrøjen med deres "expressive avatars" som på et helt nyt teknisk niveau kan vise mimik og bevægelser. Det kræver kun et minimum af IT-snilde at lave avatars, og når du først har "bygget" din avatar, skriver du bare i en tekstprompt hvad den skal sige og på hvilket sprog. Du kan sågar få den til at tale forskellige sprog i samme videoklip og der er masser af muligheder for at bruge grafiske skabeloner så du kan lave spændende præsentationer der virkelig fanger dit publikum.
Måden du laver din avatar foregår sådan her:
Gå til Synthesia og opret en konto - meget gerne via linket her (hvis du vil sende lidt reklame-kickback til AI insights DK). Du kan starte med at oprette en gratis konto og lege lidt rundt med deres "custom avatars". Når du er klar til din egen, opgraderer du til en starterkonto - den koster 29 USD/md, men du kan bare nedgradere igen, når du har lavet din avatar.
Processen er simpel - du sætter dig foran dit laptop-kamera og indtaler en lydsekvens på ca. 1-2 minutter. Teksten får du på skærmen som en slags teleprompter der hjælper dig med at finde den rette hastighed. Du får også et par enkle instruktioner og hjælp til bevægelser og mimik. Herefter er det bare at vente - det tager ca. 24 timer at generere din personlige avatar, og du får besked på mail, når den er klar. I starter-abonnementet kan du lave 3 forskellige avatars og så er det ellers bare at fylde tekst ind. Din avatar siger hvad du skriver og på det sprog du vælger!
Men er det kun for sjov? Nej da - du kan sagtens bruge det arbejdsmæssigt hvis du vil lave fængende præsentationer - på Synthesias website ligger masser af eksempler på hvordan det kan bruges til videohilsner, produktpræsentationer, træning mv. Og det er jul om 3 måneder - hvorfor ikke sende årets videohilsen til medarbejderne på deres eget sprog?!
God fornøjelse!
-