Hvis du er i tvivl om hvor hurtigt udviklingen går inden for AI genereret video så klik forbi www.heygen.com hvor du kan generere en absurd realistisk kopi af dig selv - en såkaldt video-avatar. Du optager nogle få minutters video af dig selv og herefter genererer HeyGen en animeret version som siger præcis hvad du taster ind i en tekstpromt. Den ikke bare ser ud som dig, men lyder også som dig - i betalingsudgaven får du nemlig mulighed for at lave en AI genereret version af din egen stemme. Uanset hvilket sprog du skriver i tekstpromten vil det lyde som dig - det er altså vildt...
Oversættelsen klarer du nemt i fx. ChatGPT og så har du en avatar der ser ud som dig, lyder som dig og taler alle sprog. Jeg lavede nedenstående video som et hurtigt eksempel på hvad man kan, og selv om kvaliteten er høj kan man selvfølgelig sagtens se at avataren er kunstig - men hvor lang tid tror du der går før du ikke kan skelne virkelighed fra kunstig virkelighed...?!
Netop video-avatarer bliver uden tvivl en af de helt store "use cases" i AI. Vi kommer til at interagere med video-avatarer i et utal af situationer. Hvorfor sidde og læse en medarbejderhåndbog hvis du kan spørge en avatar om alt fra virksomhedens barselsregler, rejsepoltik eller pensionsordning? Hvorfor søge på sundhed.dk hvis du kan spørge en "læge-avatar" om råd og vejledning? Hvorfor læse en IKEA samlevejledning hvis du kan få forklaret den step-by-step eller spørge om ekstra hjælp til det du ikke helt forstår?
Video-avatars kommer til at eksplodere i kvalitet og funktionalitet og du kommer til at møde dem inden for kundeservice, support, uddannelse, i sundhedssektoren, i spil, underholdning, på arbejdspladsen og som turistguides.