Hvor ofte har du LYTTET til en årsrapport?


Hvor ofte har du LYTTET til en årsrapport?

Lytte til en årsrapport? Nej vel… men vent – Google NotebookLM gør det faktisk muligt at forvandle selv de tungeste dokumenter til engagerende podcasts. Og ærligt talt – hvad kunne trænge mere til et frisk pust end en børsnoteret virksomheds årsrapport?

I eksemplet her har jeg taget Carlsbergs halvårsrapport for 2025 og uploadet den i NotebookLM. Den er 31 sider lang og ret tung læsning – men som podcast bliver den pludselig let, levende og overraskende tilgængelig. To virtuelle værter fører dig gennem tallene og pointerne, som var det et radioprogram.

Som en lille ekstra nørdet detalje har jeg faktisk uploadet den engelske originalrapport – men bedt om at få den på dansk. Og det virker uden problemer! Enkelte ord udtales lidt pudsigt, men helhedsindtrykket er imponerende, og budskaberne går klart igennem.

Lyt til et kort klip herunder:

Men hvorfor overhovedet gøre det? Jo, forestil dig at kunne forvandle virksomhedens tunge læsestof til noget, man faktisk har lyst til at lytte til. 

Eksterne interessenter, ledere og medarbejdere kan få de vigtigste pointer serveret i et let og engagerende format – i bilen, toget, på cyklen eller over en kop kaffe i kantinen.

Det kunne – som her – være en halvårsrapport, men lige så vel interne politikker, medarbejderhåndbogen, produktbeskrivelser eller træningsmateriale om kultur, visioner eller markedstendenser.

Som altid med Google er processen ekstremt enkel: Du klikker bare på “Opret ny notebook” i NotebookLM, uploader din kilde som PDF eller tekstfil – og vælger “Lydoverblik.” Derefter kan du bestemme, om du vil have en kort opsummering, en dybdegående gennemgang, en kritisk analyse eller en mere debatbaseret version. Du vælger selv sprog, længde og fokusområder – og så klarer NotebookLM resten.

Resultatet? Imponerende. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvilket materiale du kan omdanne til en lyttevenlig podcast. Men inden du sender lydversionen af personalehåndbogen ud til 5.000 medarbejdere, bør du nok lige lytte den igennem – bare for at sikre, at den ikke pludselig lover 50 feriedage og 20% bonus til alle 😉

-